Credit: USA Today Sports

Serena Williams og beskyldningerne om sexisme

Singlefinalen for kvinderne i US Open 2018 kom til at handle om andet end den flotte kamp mellem Serena Williams og Naomi Osaka: beskyldninger om sexisme, racisme og megalomani, ændringer af forældede regler og trangen til at have en stærk holdning.

Den sportslige konklusion først: Osaka var bedst, og det var en flot sejr, hvis vi barberer alt dramaet væk. Men det kan vi selvfølgelig ikke.

Så hvad skete der egentlig?

1. Efter at være blevet udslettet i første sæt var Serena tæt på at komme i gear efter et smukt parti (i egen serv) i andet sæt, hvor hun bl.a. med en smuk stopbold bragte sig på 2–1. Kort efter fik hun imidlertid en advarsel for at have modtaget coaching fra sin træner Patrick Mouratoglou, hvilket træneren også indrømmede efter kampen. Han mente dog, at det hele var dommerens skyld, og han har haft travlt med at retweete holdninger, der kan forsvare ham og Serena. Det kommer jeg tilbage til. Efter advarslen til Serena fortalte hun dommeren, at hun ikke snyder, og at hun hellere ville tabe end ty til den slags.
2. Efter det flotte parti gik der ikke længe, før Osaka var tilbage i kampen, og en frustreret Williams smadrede sin ketcher, hvilket første til en pointstraf.
3. Herfra ændredes tonen, og Williams brugte hårdere ord og beskyldninger mod dommer Carlos Ramos: han var en løgner og en tyv — og sexistisk.

Hvad siger reglerne? 1) Til en Grand Slam må man ikke coache spillere under kampen. Træner Mouratoglou indrømmede hændelsen efter kampen, men som han også sagde: det sker hele tiden i andre kampe. 2) At smadre ketcheren giver en standardadvarsel, og i dette tilfælde havde hun allerede fået en advarsel for at have fået coaching. 3) At kalde dommeren for både løgner og tyv skal efter spillets regler også straffes:

verbal abuse is defined as a statement about an official, opponent, sponsor, spectator or other person that implies dishonesty or is derogatory, insulting or otherwise abusive.

Hverken pointstraf eller advarsler var decideret forkerte. Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at de var rigtige i konteksten, men kendelserne kan forsvares. Dommer Carlos Ramos er blandt de dommere, der er kendt for ikke at frygte stjernerne. I dette tilfælde kunne han måske have gjort mere for at forklare Serena, hvorfor han handlede, som han gjorde, og han kunne have gjort mere for at skabe ro. Det var dog også svært for ham at få et ord indført: Serena talte sig varm og gjorde det formentlig værre for sig selv. Man kan næsten ikke skrive eller læse disse ord uden at tolke, og det understreger kompleksiteten i situationen. I går havde Serena tilmed det amerikanske publikum med sig, hvilket skabte en mere presset situation for alle parter. Så meget desto mere ros må man i øvrigt give Osaka for at bevare roen og fokus på sit spil.

Reglen om coaching er en underlig størrelse, der med rette har fyldt meget efter kampen. Forsvaret for reglen er et romantisk aspekt: spillerne skal stå alene om op- og nedture, imens kampen står på (læs meget mere om dette i Agassis glimrende selvbiografi Open). Måske det imidlertid også er en forældet regel, der er for svær at håndhæve og skaber for mange arbitrære situationer. Og hvorfor adskiller reglerne sig fra turnering til turnering, så man gerne må i nogle turneringer men ikke i en Grand Slam?

Serena spillede ikke sit bedste tennis, da hun modtog advarslen for coaching. Hun har før følt, at dommerne var imod hende, og særligt ved US Open har hun givet udtryk for dette, når hun har været bagud og godt på vej mod et nederlag: imod Clijsters i 2009, imod Stosur i 2011 og i går aftes imod Osaka. Det kan lyde som en hård beskyldning, men konteksten er vigtig.

Man kan godt have forståelse for Serenas udbrud og samtidig mene, at hun handlede overilet og måske endda forkert. Hun nævnte flere gange sin datter, fordi hun gerne vil være et godt forbillede. Hun behøver heller ikke snyde for at vinde; denne kommentar tog publikum også godt imod. Hun har et æreskodeks, som hun står ved i de fleste situationer. Samtidig er det ikke for meget sagt, at hun bestemt har måttet finde sig i meget gennem karrieren, og at hun har måttet stå model til både sexisme og racisme. Meget mere end jeg eller de fleste andre nogensinde vil kunne forstå.

Det betyder imidlertid ikke, at gårsdagens kendelser har noget at gøre med sexisme eller racisme. Det er en fejlslutning og en desperat tolkning for at forsvare én af historiens allerstørste tennisspillere i et øjebliks modgang. Hvad mere er: når man gør det til en sag om sexisme eller racisme, risikerer man at underminere selvsamme kamp.

Argumentet for sexisme i gårsdagens kamp har handlet om, at mænd gerne må råbe, men at Serena ikke må, fordi hun er kvinde. Man forstår fristelsen til den tolkning, men det gør det ikke mere rigtigt i den specifikke situation. Tænk blot på McEnroe, der har svinet dommere til langt værre (langt værre), end det var tilfældet for Serena i går: Nogle gange er han sluppet af sted med det, andre gange er han blevet straffet. Det er en gråzone, og det handler ofte om, hvordan dommerne agerer i de situationer — men det gør det hverken til sexisme eller racisme.

Serena har muligvis selv pustet til ilden, men publikum og offentligheden spiller også en rolle. Tennisverdenen har længe måttet se på ulige løn og forskellige vilkår mellem kønnene. I begyndelsen af dette års US Open fik Alize Cornet tilmed en bøde for at tage en trøje af i et kort øjeblik — midt i heden — alt imens Novak Djokovic fik lov at sidde i adskillige minutter uden trøje på for at bekæmpe selvsamme varme. Det er med til at understrege de forskellige privilegier, og sådan skal det naturligvis ikke være. Det skal dog ikke være carte blanche til at beskylde en dommer for sexisme (eller racisme), når man er uenig i dommen.

Der er brug for kontekst: På et helt strukturelt plan er der så himmelråbende meget, der skal ændres i tennisverdenen, og historisk har der været alt for stor forskel på mænd og kvinder. Både hvad de tjener, og hvad de må. Samtidig har Serena som nævnt måttet stå model til meget og utvivlsomt mere end de fleste. Set i det lys er det forståeligt, at hun ikke blot reagerer, men at hun reagerer stærkt. Særligt når hun også har været frustreret rent sportsligt. Man kan også mene, at dommeren har handlet forkert og har fejltolket situationen. Der er imidlertid langt fra en eventuel fejldom (eller endda flere) til sexisme.

Alt behøver ikke være enten-eller: at man enten støtter Serena (og alle hendes udsagn), eller at man fordømmer hendes reaktion uden sympati. Det er voldsomt kompliceret, og det nytter ikke at simplificere — uanset hvad man måtte mene.