Om Djokovic, baghånden, en ged og viljen til at forstå et andet menneske
Hvorfor har jeg og så mange andre svært ved at acceptere Novak Djokovic? Hvorfor jublede jeg, da han tabte til Dominic Thiem i Roland Garros? Og hvad sker der, når man aktivt forsøger at kunne lide et menneske, man ikke kender?
Den tidligere verdensetter Jim Courier udtalte for nylig, at Novak Djokovic ikke er lige så populær som Roger Federer og Rafael Nadal:
“Even though he is top of the mountain those guys are still widely known around the world. They are still a little bit more popular. It is something he’s had to deal with as someone who’s been trying to get up to them even though he’s gotten over them in the rankings.”
Det er selvfølgelig spekulation, hvem der er mest populær, medmindre man sætter sin lid til kvantitativ beregning på tværs af følgere på sociale medier, sponsorater mm. Men de fleste vil nok være enige i Couriers vurdering. Dermed ikke sagt, at Djokovic ikke er en populær herre. Han er afsindigt populær, og han er velsagtens Serbiens største sportsstjerne gennem tiden.
Hans talent og meritter er svært imponerende: Han har den absolut bedste defensiv blandt alle de mandlige spillere på ATP-touren. Han er den mest komplette spiller med den mest stabile baghånd — den bedste i den moderne æra. Han er godt på vej til at blive den mandlige spiller med flest Grand Slam-titler inden for de næste par år.
Alligevel er jeg én af dem, der har det lidt svært med den gode Novak.
Det vil sige: Jeg har ikke som sådan noget imod ham, og jeg finder ham hverken ubehagelig eller usympatisk. Jeg er alligevel én af dem, der jublede, da han røg ud til Dominic Thiem i Roland Garros 2019. Men hvorfor? Kan jeg ikke bare være imponeret? Måske handler det netop om, at det er nemmere at være imponeret end fascineret af Novak.
Helt grundlæggende handler det også om frygt, idoler og idealisme. Og romantik. Jeg har forsøgt at granske mig selv og finde ud af, om jeg har været unfair mod Novak. Det har jeg formentlig.
Det med antallet af titler
Verden over er mange stædige tennisfans i den moderne æra inddelt i lejre: Federer, Nadal og Djokovic har ultraloyale fans, som sidder klar på YouTube, Twitter og diverse debatfora for at forsvare deres helt og tale de andre ned. På trods af at tennis er en rummelig gentlemansport.
Det har i mange år handlet om det næsten barnlige spørgsmål: Hvem er bedst? De tre er så suveræne, at de fleste er enige om, at de er de bedste nogensinde. Det gør både diskussionen mere livlig, spændende, uduelig og sprængfarlig.
På den ene side kan man affeje diskussionen fuldstændigt. Som æstetiker argumentere for, at vi bare skal nyde skønheden. Som pragmatiker konstatere, at vi skal nyde det privilegium at leve i en tid med så vidunderlig tennis. På den anden side er det netop en vigtig pointe, at man giver sporten (og lidt højstemt: livet) værdi ved netop at gå ind i sådanne diskussioner om smag, talent, rollemodeller mm.
Ofte reduceres diskussionen til antallet af Grand Slam-titler eller majors. Altså (i kronologisk rækkefølge) Australian Open, Roland Garros, Wimbledon og US Open.
Lad os for god ordens skyld lige tage statistikken lynhurtigt:
– Roger Federer, 37 år (38 til august): 20 Grand Slam-titler
– Rafael Nadal, 33 år (netop fyldt år): 18 Grand Slam-titler
– Novak Djokovic, 32 år (netop fyldt år): 15 Grand Slam-titler
For så når vi samtidig til min bekendelse: En lille del af mig er selvfølgelig bekymret for, at Federer i denne henseende bliver overhalet, og det er der en vis sandsynlighed for. Men hvorfor bekymrer det mig, når jeg godt ved, at det bare er et tal, og når jeg jo netop er vild med Federer pga. hans spillestil og opførsel uden for banen?
Geden og båden
Jeg er bange for, at eftertiden kommer til at se på antallet af disse titler og ikke huske Federer som den største. Det bekymrer mig tilsyneladende, om han bliver husket sådan, selvom det næppe bekymrer ham, zenmesteren og maestroen. Jeg bekymrer mig altså unødigt om mit idol.
Allerede nu er jeg tættere på at acceptere Djokovic lidt mere.
Moderne sportsjournalistik — ført an af amerikanske journalister — synes besat af begrebet GOAT, kort for Greatest Of All Time. De seneste par år er tweets om emnet ligefrem ofte ledsaget af emojier med en ged.
GOAT-skænderier er lige så ulidelig læsning som de fleste andre diskussioner på internettet. Lykkeligvis kæmper nogle journalister for en mere nuanceret debat. Det største problem er, at folk sjældent tager stilling til, hvad de egentlig mener med greatest.
Det kan smage af ordkløveri, men man bør måske netop hylde sproget og respektere great og greatest som noget andet end good og best. Sagt på en anden måde: Hvis man vil tale om titler og talent alene, kan man om nogle år måske argumentere for, at Djokovic er alle tiders mest komplette tennisspiller på tværs af forskellige slag, underlag og direkte konfrontationer (altså head-to-head).
Det vil gøre serberen til the BOAT, Best Of All Time. Den teknisk, fysisk, mentalt og måske taktisk dygtigste. Great er noget andet og endnu sværere at definere. Men lad os prøve at grave lidt dybere end bekymringer om eftermæle og popularitetskonkurrencer.
Det med baghånden og æstetikken
Det er helt oplagt og næsten for nemt at reducere det til et spørgsmål om baghånden. Men det er mere end noget andet et spørgsmål om stil. Novak Djokovic er for tennis, hvad Cristiano Ronaldo er for fodbold: Dybt imponerende, et fysisk pragteksemplar, teknisk overlegen. Men også maskinel.
Som tidligere nævnt: Imponerende uden nødvendigvis at være en nydelse eller inspiration at se på.
Det argument kan og bør man selvfølgelig udfordre: 1) Det er meget at forlange, at man skal være en inspiration og en nydelse at se på. 2) Det er en smagssag, om man er det.
Jeg anerkender begge dele og står samtidig ved sammenligningen og vurderingen. Det er meget at forlange, men det er netop min smag. Og lad mig blot uddybe lidt.
Det starter med baghånden. Det flotte svirp, som kun enhåndsbaghånden kan give. En tohåndsbaghånd er sikrere og dermed næsten per definition kedeligere. Det gør den ikke grim eller forkert, men det gør den mindre fascinerende og dermed mindre smuk.
Omtrent 80 % af de mandlige spillere benytter sig af den tohåndsbaghånd. Blandt de kvindelige topspillere gælder det for stort set alle. Min drøm er ikke at få alle til at spille enhåndsbaghånd, men at der fortsat er variation og mangfoldighed. Som tidligere topspiller (og i dag kommentator) Tine Scheuer-Larsen har udtalt til DR:
“Det har en kæmpe charme, at der er større diversitet i spillet. Det bliver dødssygt, hvis alle slår ens. Og så synes jeg også, at det har noget elegance over det. Jeg elsker at se en god enhåndsbaghånd. Og så giver det noget mere variation i spillet. Spillerne kan slice, og de kan flugte bedre med én hånd. Så for at bevare det inspirerende tennis, synes jeg, det er vigtigt, at vi har forskellige spilletyper.”
Det kan virke unfair over for Djokovic at synes mindre om ham, fordi han har så god en baghånd. Men netop træfsikkerheden og den maskinelle gentagelse gør ham til en slags symbol på den døende enhåndsbaghånd.
En lille afstikker: Tyske Alexander Zverev har potentialet til at få en endnu bedre baghånd end Djokovic, men han er endnu alt for ustabil en spiller.
Med stortalenter som Tsitsipas og Shapovalov (begge 20 år gamle) ser fremtiden heller ikke helt sort ud for enhåndsbaghånden. Netop Tsitsipas var involveret i dette års bedste kamp i Roland Garros mod Stanislas Wawrinka, der har haft den mest effektive enhåndsbaghånd de seneste fem år (ja, også stærkere end Roger Federers).
Wawrinka selv spillede mod både Dimitrov og Federer med hver deres afsindigt flotte enhåndsbaghånd. I finalen så vi den mere hårdtslående Thiem, der med sine 25 år stadig har god mulighed for at vinde en Grand Slam med enhåndsbaghånden.
Federer, Nadal og…
Der er selvfølgelig tale om en romantisering af enhåndsbaghånden, men det handler om andet og mere end det. Hvorfor kan jeg f.eks. godt lide Rafael Nadal, som spiller med tohåndsbaghånd og heller ikke er kendt for en klassisk elegant spillespil? Hvorfor er jeg ikke bange for, at han skal overhale Federer i antal af Grand Slam-titler? Han er trods alt tættere på end Djokovic.
Det handler til dels om venskabet mellem Nadal og Federer. Det ultimative symbol på en smuk rivalisering, der har fået navnet “Fedal”. De to mødes endda privat for at tale om sportens udvikling, hvor Djokovic ser ud til at stå alene — også politisk.
Det er imidlertid også her et spørgsmål om stil. Nadal bliver ofte fremstillet som en udpræget macho spiller, og her er der måske tale om en romantisering af fighteren. Hans spil er måske mindre raffineret og mere præget af fart og topspin, men han finder vinklerne, og han bryder næsten altid tilbage, når han er blevet brudt.
Men igen: meget af dette gælder også for Djokovic, som hverken får samme ros for sin fighterevne som Nadal eller samme ros for at få ting til at se nemme ud som Federer. Han er så at sige fanget mellem polerne.
Jeg begynder næsten at få ondt af ham. Jeg kommer tættere på at kunne lide ham.
Straffen for at prøve for hårdt
Der tegner sig et billede af en mand, som bør anerkendes. Og gerne vil anerkendes. Og absolut fortjener anerkendelse.
Alle topspillere træner stenhårdt, men Novak Djokovic har ry for lige at tage dét ekstra træningspas. Det inspirerer utvivlsomt mange, men han burde måske også — jævnfør Nadals machory — vinde mere anseelse på det.
Den kontroversielle australier Nick Kyrgios gav udtryk for netop dette i en podcast optaget i forbindelse med ATP-turneringen i Rom i maj:
“Because if you like look at my day-to-day routine and how much I train and how much I put in, it’s zero compared to him.”
Det siger ikke nødvendigvis meget i sig selv, da Kyrgios er kendt for at spilde sit enorme talent. Det skal dog ses i sammenhæng med tanken om at søge anerkendelsen:
“I just feel like he has a sick obsession with wanting to be liked. He just wants to be like Roger (…) This whole celebration thing that he does after matches, it’s like so cringeworthy. It’s very cringeworthy.”
Som sagt: Kyrgios skal ikke tages som sandhedsvidne. Han er selv en sammensat størrelse og kan have sine grunde, men det er interessant at høre en ATP-spiller udtale sig sådan om en kollega på touren.
Hvis Novak Djokovic imidlertid prøver for hårdt, gør det ham måske bare mere menneskelig, da han bare gerne vil have, at vi kan lide ham?
Et forsvar for Djokovic
Det er selvfølgelig lidt fjollet. Behøver Djokovic et forsvar? Måske ikke, men han fortjener det.
Jeg jublede trods alt, da han røg ud til Thiem. Det var en underlig følelse, for selvom jeg holder meget af Thiem, handlede det mere om, at Djokovic tabte. Det gav mig et stik af ubehag at indse det. Som nævnt har jeg ikke noget imod ham, men jeg har altid tænkt, at noget var lidt off. Jeg har undersøgt sagen, undersøgt mig selv. Når alt kommer til alt, er der ikke noget, der er skævt ved verdensetteren. Tværtimod. Det har blot været — og er — et forsøg på at blive anerkendt og elsket.
Ved Roland Garros 2014 — to år før Djokovic vandt turneringen for første og hidtil eneste gang — begyndte regnen pludselig at stå ned i stænger. En bolddreng stod klar med en paraply til serberen, som tog paraplyen og inviterede bolddrengen i ly. Bolddrengen blev også tilbudt vand. En flot gestus af serberen. Der er flere gode eksempler, ikke mindst da han fik stoppet en kamp for at få tilset en dehydreret mand på lægterne, som han tilmed hentede vand og håndklæde til.
Som spiller er han bedst kendt for sin defensiv, men uden for banen er han kendt for at underholde og for sit velgørenhedsarbejde. Det har givet ham kælenavnet Djoker.
Det kendetegner mange af de største spillere, at de kan lukke alt ude og holde fokus gennem op til fem sæt, alene med deres tanker i timevis. Som teenager var Roger Federer hæmmet af et voldsomt temperament, og det samme var tilfældet med Novak Djokovic i mange år. Jeg bliver ofte lettet, når jeg ser førstnævnte frustreret, fordi det gør ham mere menneskelig. Ved sidstnævnte har jeg tænkt, at det var en brist. Tilgiv mig, Novak.
Djokovic, jeg begynder at forstå dig
Efter sit nederlag til Dominic Thiem talte Djokovic om de svære vindforhold. Men det blev ikke en undskyldning. Jo, han kunne helt have undladt at nævne det, men det havde heller ikke været retvisende. Man kan sige, at han modstod fristelsen til at bruge en oplagt undskyldning. I et frustreret overblik har det krævet klasse og overskud i stedet at rose sin østrigske overmand.
Få dage tidligere havde jeg måske hæftet mig ved benævnelsen af vinden netop som en dårlig undskyldning. I dag er jeg imponeret over, at han ikke nævnte den mere. Hvad er der sket?
Når man aktivt forsøger at forstå antipatier og sympatier, ender man altid med det samme: man kommer tættere på det menneskelige. Man forstår et menneske som et menneske. Reducerer handlinger og udsagn til følelser: frustration, glæde, skuffelse, lettelse osv. Følelser, som man selv har. Eller endnu vigtigere: følelser, som man kan have.
Empatien ligger i os alle. Den er ikke kun nogle forundt, men den skal plejes.
