Farlig nostalgi — længslen mod enklere tider
Højreradikalismen i både USA og store dele af Europa trives. Uanset om man er politiker, sælger eller terrorist, er det nemt at benytte sig af frygt. I sådanne situationer higer vi gerne efter de gode, gamle dage. Nostalgi er blevet én af vores største udfordringer i moderniteten.
Svenskerne har stemt. De fleste af dem i hvert fald. Mønsteret følger resten af Europa med stabil fremgang blandt højreradikale kræfter. De fleste partier har udråbt sig som vindere, og nu venter vi med spænding på, hvordan en regering mon kan blive sammensat.
Sverigedemokraternas vælgere har langt hen ad vejen været indvandrer- og/eller EU-kritiske. Dermed ikke sagt at vælgerne generelt (i modsætning til partiledelsen) er racistiske. Der er trods alt forskel.
Tilbage i 1950 var andelen af den svenske befolkning født i udlandet kun 1 %. I dag er andelen af svenskere født i udlandet på 18 %. Længes Sverigedemokraternas vælgere mon tilbage til 1950?
Det gør en stor del af amerikanerne tilsyneladende. I hvert fald tæt på. Livet i USA var bedre for 50 år siden. Det mener knap 80 % af de amerikanere, der stemte på Donald Trump. For Hillary Clintons vælgere gælder det under 20 %. Tallene stammer fra Der Spiegel, der i selvsamme artikel minder os om nogle omstændigheder, man bør tage med i betragtningen, når man tænker på det USA, som så mange savner: Vietnamkrigen, racekonflikter, lavere gennemsnitsindkomst, større arbejdsløshed, færre under uddannelse, højere mordrate og så fremdeles.
Var det virkelig en bedre tid? Var det en mere uskyldig tid? Man bliver hurtigt grebet af længslen. Når man ser på Donald Trump, savner man næsten tiden med George W. Bush ved roret.
Der er ikke som sådan noget galt med nostalgi. Det er en dyne af tryghed, som man kan føle behov for og blive viklet uforvarende ind i. Men nostalgien kan så absolut tage overhånd. Det ser vi i popkulturen tydeligere end nogensinde før (her er særligt Simon Reynolds’ bog Retromania en stor anbefaling), og nu udnyttes denne særlige tryghedstrang i allerhøjeste grad politisk. Det farlige er netop dyneeffekten: bliver man først lullet trygt ind, er det svært at slippe ud. Det bliver sværere at mønstre modstand og se fremad.
Et hurtigt tilbageblik og en definition: oprindeligt betød nostalgi en særligt pinefuld form for hjemve. Den græske endelse -algia betyder egentlig smerte/lidelse. Ordet betyder noget ganske andet i dag, hvor vi forbinder det med noget væsentligt rarere og mere uskyldigt. Det indebærer stadig en længsel, og det kan både referere til et sted og en tid — ofte noget fra barndommen eller ungdommen.
Selvfølgelig kan det diskuteres, om verden var et bedre sted for 10–20–50–100 år siden. Eller for 2000 år siden på Senecas tid. Der er uendeligt mange faktorer på spil. Og smag og temperament for den sags skyld.
Det er imidlertid ganske vist, at det er alt for nemt at konkludere, at alt er værre i dag. Ikke mindst grundet medieforbruget: Den kortere vej til nyheder, reportager, rygter, analyser mm. giver en idé om en verden i brand, som kan være vanskelig at benægte eller se væk fra. Tænk blot på vores idé om terror, der kan være alt fra én gal mands handlinger til en velorganiseret gruppe, der nærmest er sit eget militær. Man får en idé om, at terror er en ny opfindelse, selvom Europa oplevede langt flere angreb i 70'erne og 80'erne.
Længes vi tilbage til IRA i England? Eller måske endda RAF i Tyskland?
Et projekt som Verdens Bedste Nyheder eller Reasons To Be Cheerful synes vigtigere end nogensinde før. De er dedikeret til de positive historier og udviklinger i verden, som ofte bliver overset, fordi de i manglen af drama og konflikt bliver vejet og fundet for lette i det dominerende medielandskab. De er ikke kun vigtige, fordi vi har brug for opløftende nyheder. De er vigtige, fordi balance er vigtigt: skal vi have nogen som helst chance for at danne os et billede af den tid, vi lever i, kræver det også disse historier.
Nostalgi er ikke djævlens værk, og eskapisme kan være en nødvendighed fra tid til anden. Men overdreven nostalgi uden perspektiv eller historisk forståelse fører til en misforståelse af den tid, vi lever i. Ved at glorificere fortiden risikerer vi et skævt syn på vores medmennesker. Vi kan bruge fortiden til at kæmpe for en bedre fremtid, men hvis først nostalgien tager overhånd, bliver vi vildledt og viklet ind i et slør — og pludselig er Sverigedemokraterna et ganske virkeligt mareridt.
