Et opgør med tolerancen
Hvad vil det sige at tolerere et andet menneske, og betyder det i virkeligheden, at man ikke respekterer vedkommende?
Der er et fremragende afsnit af Seinfeld, hvor Jerry bilder Elaine ind, at Krig og fred oprindeligt skulle have haft titlen War — what is it good for?
Den falske titel er elendig af flere grunde, men det er særligt idéen om en litterær klassiker indrammet af et banalt spørgsmål, som gør den sjov. Banalitet er som bekendt ikke det samme som enkelthed, og det er netop ved enkeltheden, at den rigtige titel vinder.
Et sted mellem det banale og det enkle findes mange af de ting, man tager for givet, herunder begreber, som vi ofte læser, ytrer og tolker verden med. Ét af dem er tolerance. Det fylder meget. Man vil ofte gerne være det, tolerant altså, men hvad vil det sige at være tolerant, og er det overhovedet en god ting?
Definition af tolerance
Det er et vanskeligt begreb, som Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en helt fin bog om. De indleder den med en tredelt definition:
- At være tolerant over for noget, andre mennesker gør, tror eller siger, forudsætter for det første, at man forkaster det.
- Trods sin afstandtagen vil man ikke forbyde det, hvad enten man har magt til at udstede sådan et forbud eller ej.
- Slutteligt forudsætter det, at man aktivt bliver ved med at forholde sig til de mennesker, hvis gøren og laden man tager afstand fra — ja, aktivt interesserer sig for dem og prøver at leve sig ind i dem.
Særligt den sidste del er interessant, idet den gør det klart, at selve forskellen ikke er noget, man blot glemmer eller ignorerer. For at citere videre fra bogen:
et vist ubehag er for os en ufravigelig betingelse for, at vi kan tale om tolerance.
Hvis vi starter med at have ja-hatten på, kan vi på kort sigt beundre Person A, der trods sit ubehag vælger at tolerere Person B, der symboliserer noget anderledes. Den tolerante person ser ud over sig selv og accepterer en anden levevis/baggrund/kultur.
Den tolerante person tager altså et skridt i retningen af den anden — men heller ikke længere. Her ligger der i tolerancen et paradoks, en iboende mur. Man går ikke på kompromis med egen holdning/tro/idealisme, og man er forhindret i at nærme sig yderligere, da ubehaget er intakt. Det svarer til at lukke end debat ved at konkludere, at man er enige om at være uenige. Diplomatisk og utilfredsstillende.
Forskelle er fine langt hen ad vejen, de er ofte sunde, og det ville være reddy kedeligt at være enige om alt. Det er ikke det, det handler om. Det handler snarere om viljen til forståelse og refleksion. Til en vis grad at dyrke forskellen. Her er vi dybt inde i den sidste del af førnævnte bogs definition.
Vi kan og skal endda svinge os op på den helt store klinge: et bedre liv og en bedre verden opnår vi kun ved at reflektere over de vilkår og rettigheder, vi har, så vi kan skabe en verden, hvor alle (eller så mange som muligt på ethvert givent tidspunkt) har disse vilkår og rettigheder.
Harvard-professor Homi K. Bhabha gav for nylig udtryk for noget lignende i et interview i Information med flygtninge som eksempel:
Den eneste måde, man kan sætte sig ind i omstændigheder, der er så radikalt anderledes end ens egne, er ved at tænke på, hvordan det egentlig ville være at være migrant og så vende spejlet om og spørge sig selv, hvad det fortæller om din situation som borger.
Tolerancen kan for nogle fremstå som noget nobelt, men den blokerer netop for arbejdet frem mod fælles rettigheder i samfund verden over, hvor viljen til forståelse støder på grund. Nietzsche kalder ligefrem tolerancen en ”dyd for flokmennesker” og en manglende evne til at sige ja eller nej. Tager vi ja-hatten på igen, kan man forsvare tolerancen med, at man siger både ja og nej. Såfremt tolerancen skal leve op til dette krav, skal den være både refleksiv og reflekterende, så den i en konstant vekselvirkning hjælper den tolerante til at vurdere sig selv, den anden og verden. Det vil i givet fald være den ideelle udlægning af begrebet og dets potentiale.
Er det ikke bare et ord?
Nu vil nogle måske indvende, at det blot handler om terminologi, men det er netop gennem sproget, at vi forsøger at definere og forstå hinanden. Der er trods alt stor forskel på, om far er vred, eller om far er skuffet. Slavoj Žižek har påpeget, at Martin Luther King i sine taler aldrig brugte ordet ”tolerance”. Det ville være absurd for ham at sige, at hvide mennesker burde lære at tolerere sorte mennesker mere. Det ville underminere hele Borgerrettighedsbevægelsen, hvis man blot appellerede til tolerance. Ja, det ville være umuligt at kræve lige rettigheder.
I Danmark er ”tolerance” de seneste år i den offentlige debat primært blevet brugt i en religiøs kontekst, ikke mindst i forbindelse med hhv. Muhammedkrisen og senere de mange syrere på flugt fra altødelæggende krig. Anders Fogh Rasmussen udtalte i begyndelsen af 2006, at det danske samfund bygger på tolerance og gensidig respekt. Senere samme år udtalte han, at vi måtte være på vagt over for ”lallegad tolerance”, der kunne give medløb til fanatisme og ekstremisme, såvel religiøst som politisk. Han fortsatte: ”Over for intolerancen kan vi ikke være tolerante.”
Begrebet er naturligvis et politisk instrument, der kan bruges, bøjes og misbruges, som eksemplet var med Fogh. Det har været tilfældet på både højre- og venstrefløjen. Vi er dog vant til den politiske instrumentalisering og udnyttelse, så risikoen ligger andetsteds:
Den store fare ligger i os selv — som samfund — hvor tolerancen risikerer at blive en moralsk sovepude, der sætter stillingtagen, holdning og refleksion på standby. At vi lader andre stå til, gemmer dem væk og tolererer deres tilstedeværelse, fordi de reelt ikke er til stede i vores dagligdag, i vores bevidsthed, i vores liv.
Er tolerancen da komplet ubrugelig? Selvfølgelig er den ikke det, men begrebet er i bedste fald misforstået og misbrugt. Tolerancen har en værdi som trin på en stige, hvorfra man kan løfte sig som både person og samfund.
Det er værd at slutte af med endnu en bid Martin Luther King: sand fred er ikke blot fraværet af spændinger. Det er tilstedeværelsen af retfærdighed.
Og hvis du stadig tænker, det bare er et ord, har du i det mindste fået Manic Street Preachers på hjernen nu.
