Eskapisme og det gode liv

Martin Hjorth
3 min readFeb 4, 2021

Kan man være glad for det liv, man har, og samtidig drømme om et andet? Her tænker jeg ikke på at udskifte venner, familie, kone/mand/elsker etc. Jeg tænker på livsstil, tilgang til arbejde, geografi, en hytte i stedet for lejlighed, at blive selvforsynende med egne afgrøder. Den slags.

Vi definerer meget af vores liv ud fra idéen om enten/eller. At gøre det ene eller det andet, at identificere sig politisk på den eller den fløj. Når vi taler om både/og, bliver det til gengæld meget hurtigt lavpraktisk: Du kan ikke både leve et stabilt familieliv og samtidig dyrke boheme-tilværelsen med dertilhørende fester, drinks og dionysiske sengetider.

Jeg tænker på det, fordi jeg lytter til et nyt album af Nahawa Doumbia fra Mali. Jeg forstår ikke, hvad hun synger. Nogle af instrumenterne kender jeg ikke. Og hvad ved jeg egentlig om Mali? Det er begrænset. Men musikken er så god, så medrivende, at den tænder en gnist i mig. Hvordan ville et liv være for mig dernede? Kunne jeg blive magelig i Mali? Jeg behøver ikke for alvor tænke på det, men det er godt at drømme sig væk.

Hvorfor, spørger du måske, er det så godt at drømme sig væk? Hvorfor ikke være til stede, hvor jeg er? Lige præcis fordi man som menneske er begrænset af hverdagen, hvis vi definerer denne som pligter, husleje, lagerstyring af køleskabet, sortering af vasketøj og den slags. Det er meget konkret. Et menneske består af hud og hår. Vi er det rum, vi befinder os i. Vi er den familie og de venner, vi har. Vi er, hvad vi spiser og siger. Det er alt sammen én virkelighed. Noget håndgribeligt. Vi kan tage og føle på det. Vi kan endda optage lyd og billeder fra den virkelighed.

Men vi er så meget andet end det. Et menneske består også af drømme og tanker, og det er en vigtig erkendelse for os alle.

Hvor ofte har du ikke ønsket, at du kunne vise et andet menneske dine drømme? En drøm, hvor du bryder fysikkens love. Hvor du både er dig selv og en anden. Hvor tiden ikke opfører sig, som den gør i vores verden. Det kan for den sags skyld også være dagdrømme, og så er vi pludselig ved bevidsthed, selvom det ikke er virkelighed. Måske vinder du Wimbledon med den mest elegante baghånd i nyere tid, måske nailer du den PowerPoint-præsentation, som du føler, du godt kunne have brugt lidt mere (eller måske lidt mindre?) tid på.

Dit indre liv kan aldrig formidles så godt, som du nogle gange gerne vil. Men det er måske ikke så slemt. For det gælder os alle. Dit indre liv er dit eget. Det kan ingen tage fra dig. Nogle gange ville du nok også ønske, at du kunne tage lidt fri fra det indre liv. Men det gælder os alle. Vi er fanget i den krop, vi har. En krop, som vi med forskellige begrænsninger kan få det bedst mulige ud af. Vi er måske også fanget i vores eget sind, men der har vi andre muligheder for at komme længere væk, længere ud, længere punktum.

Den negative tolkning er eskapisme. Det bliver næsten altid udlagt som noget negativt. At man flygter fra virkeligheden. Det er måske tilfældet nogle gange. Det betyder ikke, at det altid er skidt. Man må også drømme for at leve livet. Forestille sig noget andet. En kirsebærhave i Kyoto. En tiki-bar i Melbourne. En kirkegård i New Mexico. En slædetur i det nordligste Norge. Et bål, der bliver tændt i Mali.

Det er dét, kunsten kan. Den tager os væk og tilbage igen. Krop og sjæl. Drømme og virkelighed. Ingen af delene er modsætninger. Det hele handler om det gode liv.

--

--